Pulsbælte eller puls-ur
Pulsmåling er et nødvendigt værktøj hvis man er lidt seriøs med sin træning og vil træne systematisk i forskellige zoner. Mest brugt er nok borg scalaen. Men vi kender det sikkert alle sammen. Pulsbæltet skaver og laver et sår. Jeg har selv haft et hav af forskellige modeller gennem de sidste 25 år og ja, de er blevet bedre men jeg får stadig skavmærker. Jeg har prøvet at stramme remmen mere til men det er ikke behageligt og smøre vaseline under som nok er den bedste løsning, men det kan gå ud over forbindelsen. Kvinder med barm har ofte store problemer med at få bæltet til at sidde ordentligt.
De sidste par år har bl.a. Garmin og Polar så introduceret ure der måler din puls gennem uret på håndleddet. Det lyder jo som en fantastisk løsning og svaret på mange års problemer med pulsbæltet.
Men hvor gode og pålidelige er disse ure så?
På et universitet i Wisconsin har man lavet et forsøg hvor forsøgsdeltagerne var koblet på et EKG apparat og samtidig et pulsur der målte pulsen ved håndleddet. Man testede så deltagernes puls under hvile og i aktivitet. I hvile var forskellen på de to målinger 5 pulsslag, men i aktivitet var forskellen mellem 20 – 40 pulsslag i minuttet.
Som triatlet og andre udholdenheds atleter kører man ofte efter en bestemt puls. Du kigger ikke på uret konstant så hvis der er så store udsving når du kigger vil din fart komme til at køre som en jo-jo, op og ned for at ramme en bestemt puls. Hvis man er en seriøs atlet træner man ofte i nogle meget bestemte zoner og så er det nødvendigt med nogle præcise målinger.
Har man hjerteproblemer kan det få helt katastrofale følger. Så hvad gør vi
Til daglig brug vil de ure der måler pulsen ved håndleddet kunne vise om du er på vej i overtræning, men til den seriøse træning er pulsbæltet stadig den bedste løsning.
Ting der kan påvirke din puls:
Højde: Hvis du befinder dig i højderne vil det påvirke din puls. Der er mindre ilt og derfor slår hjertet hurtigere for at pumpe blod og dermed ilt ud i systemet.
Krops temperatur: Hvis du træner eller konkurrerer hvor der er varmt stiger pulsen. Hvis kroppens temperatur overstiger blodets skal der pumpes mere blod ud i systemet for at køle dig ned.
Træthed: En lav puls kan være tegn på at man er i god form, men det kan også være et træthedstegn. Hvis du føler dig lidt vag og træg kan pulsen have svært ved at stige under træning.
Koffein: Morgen koppen der lige skal kickstarte dig, vækker ikke kun din hjerne – den sparker også til dit cardiovaskulær system.
Følelser: Nerver, spænding, frustration, vrede, forelskelse, et brev fra skattevæsnet – mange forskellige følelser får pulsen til at stige.